Den 18. marts 2024
Referat af generalforsamlingen for Vejlby Risskov Grundejerforening den 12. marts 2024
1: Valg af dirigent.
Lasse Ziska blev valgt som dirigent og konstaterede at indkaldelsen til generalforsamlingen var varslet rettidigt i henhold til foreningens regler.
2: Formandens beretning ved Henrik Petersen.
Formandens beretning om 2023
2023 har overordnet set fortsat været præget af ufred og utryghed i verden. Den russiske agression i Ukraine vil ingen ende tage. Krigen raser med uformindsket styrke, og det er svært at forestille sig en umiddelbar afslutning.
Den 7. oktober angreb den palæstinesiske terrororganisationen Hamas pludseligt Israel, hvor mange blev dræbt og mange taget som gidsler. Israels gengældelsesaktion mod Hamas er nådesløs – og mange sagesløse civile ender som ofre. Moder jord har også vist tænder i højere grad end tidligere med kraftige storme, langvarige tørke- og regnperioder og stigende grundvandsspejl – tillige med lejlighedsvis stigende vandstand. VRGs dækningsområde er ikke blandt de værst ramte, men på sigt vil det formodentlig afspejle sig i ændrede husforsikringsbetingelser og dermed prisstigninger. Der hersker følgeligt fortsat stor usikkerhed på de finansielle markeder – selv om boligrenterne synes at have stabiliseret sig på godt 4% p.a. på langsigtede lån og lidt lavere på de kortsigtede – og der er forventning om et minimalt fald i 2024. De glade dage med 0-rente forventes dog ikke tilbage.
Efter flere års ventetid kom endelig de nye ejendomsvurderinger i 2023. Hovedparten ramte formodentlig rimeligvis inden for skiven, men der var også rigtig mange, der var helt hen i vejret. Dem kan man klage over til Skatteankestyrelse. For mange er der kun en begrænset udvikling i den samlede boligskat, til trods for, at Ejendomsværdiskatten er steget, da Grundskylden til gengæld er faldet, men det er usikkert, hvad fremtiden bringer.
Stigende boligrenter påvirker huspriserne negativt, men til gengæld er usikkerheden om ejendomsvurdering og boligskat nu “ude af posen”, så vi ser en vis prisstabilisering i markedet – der formodentlig igen vil begynde at vise en stigende tendens. Også hjulpet af de generelle lønstigninger på jobmarkedet og den aftagende inflation.
Bygge- og udviklingsplaner:
Byggeriet ved Risskov Efterskole er ved at være færdigt. Boligerne langs Vestre Strandalle, heraf godt 100 ungdomsboliger, er udlejede – godthjulpet af huslejenedsættelse, gratis husleje et par måneder og intet indskud. Af de 42 færdige lejeboliger til seniorer langs Agerbæksvej er 33 udlejede – de resterende 41 boliger færdiggøres i 2024. Salget af Town Houses, hvor der er 24, har tilsyneladende været vanskeligt – så de er nu udbudt til leje.
Byggeri af småbørnsinstitutionen på Agerbæksvej er udsat ind til videre. På WhiteAway-grunden er alle lejere opsagt og flyttet, men AG-gruppen er tilbageholdende med at igangsætte byggeriet – angiveligt på grund af det store overudbud af ledige boliger i Aarhus.
Vedrørende byggeprojektet mod Asylvej blev Investorgruppen i oktober oplyst, at den eksisterende lokalplan med maksimalt 8,5 m i højden og en bebyggelsesgrad på 30 % ved enfamiliehuse 40 % ved rækkehuse skulle overholdes, hvilket har medført, at investorgruppen ikke går videre med projektet, der således er lukket ned.
Det har været et langt og sejt træk som VRG har deltaget i sammen med lokale grundejer- og vejforeninger – hvor vi har været i vedvarende dialog med både rådmand for Teknik og Miljø, byrådspolitikere og embedsmandsværket. VRG er tilfreds med udfaldet, der måske kan danne præcedens for andre tilsvarende udviklingsområder.
Af kommunens Forslag til Planstrategi 2023 fremgår det, at tilflytningen til Aarhus er væsentlig lavere end tidligere forventet. Der er et således behov for 2000 nye boliger om året – så de allerede godkendte og udlagte byggeområder, dækker behovet frem til 2050. I vores “pastorat” er der udlagt byggeområder til Fokuseret byvækst frem til 2037 i området ved Torsøvej letbanestation, ved Vejlby og ved servicestationen Circle K på toppen af Vestre Strandalle VRG har gjort indsigelse imod sidstnævnte under høringsfasen og endvidere tilskrevet samtlige byrådsmedlemmer derom.
Forslag til Planstrategi 2023, der udgør planerne for udarbejdelse af Kommuneplan 2025, blev vedtaget i februar i år med ganske få ændringer.
Kommunen har har oplyst, at der ikke er forestående planer om ændring af området ved Circle K – og af tilbagemelding på høringssvarene fremgår det, at de fremførte synspunkter vil indgå i udarbejdelse af Kommuneplan 2025.
Trafikale forhold:
Kommunens oplæg vedrørende trafikken på Agerbæksvej er, at der etableres chikane og kun højresving ved udkørsel mod Vestre Strandalle, og at der etableres lysregulering ved Asylvej.
VRG har imidlertid holdt møder med kommunens Mobilitet om de to T-kryds sammen med den lokale grundejerforening og foreslået, at der intet iværksættes, før man ser effekten af byggeriet ved Risskov Efterskole og WhiteAway-grunden – og af byggeriet ved Bindesbøll-byen.VRG har deltaget i møde med Risskov Skole, Risskov Fællesråd og kommunens Mobilitet om udfordringerne ved rundkørslen ved Risskov Skole og de tilstødende veje i forhold til sikker skolevej. Mobilitet vil arrangere oplæg til mere sikker skolevej udarbejdet – og har integreret dette i planerne om udbygningen af Risskov Skole. Det planlagte BRT-ruteforløbe, der strækker sig fra Aarhus syd til Aarhus nord har været i høring. I Aarhus nord opereres der med 2 alternative slutpunkter: Torsøvej letbanestation eller busvendepladsen på nedre del af Vestre Strandalle. I sidstnævnte tilfælde skal BRT-busruten gå via Skolevangsalle og rundkørslen ved Risskov Skole, hvilket VRG har indsendt høringssvar imod af hensyn til sikkerhed for skoleelever. Grundejerforeningen har endvidere opfordret til, at der indføres 40 km hastighedsbegrænsning ved rundkørslen – evt. tidsbegrænset til morgen- og eftermiddagstimerne.
Risskov Skoles udbygning:
Der er igennem de senere år opstået et “efterslæb” på Risskov Skole – og da de seneste prognoser viser en stigning af elever i almene klasser fra 907 i 2023 til 1010 i 2033, er der behov for en udbygning på 2200 m2 til bl.a. 11 undervisningslokaler og 5 faglokaler. Udbygningen forventes holdt på den nuværende skolegrund.
Flere af de store klasser vil blive indhuset i ombyggede lokaler på Plejehjemmet Hørgården i byggeperioden, der løber frem til 2028. Arkitektfirmaet Cobe blev i februar i år valgt som totalrådgiver med en række underrådgivere. Planen er, at der skal udarbejdes forskellige alternativer til udbygningen til præsentation og drøftelse i foråret 2024. VRG er ikke som sådan engageret i udbygningsplanerne, med mindre de får betydning for vores medlemmer.
Vi har imidlertid fokus på Skoleparken, der fortsat vil være offentlig tilgængelig, men det forventes, at den i højere grad vil blive anvendt til udeundervisning – og måske også i nogen grad til boldleg og lignende. Der opføres måske er skur til redskaber, og kommunen overvejer at etablere toiletfaciliteter i parken.
VRG er stillet i udsigt, at blive inviteret med i et kommende udvalg, der skal arbejde med den fremtidige anvendelse af Skoleparken.
Opdeling af Vejlby-Risskov Fællesråd:
På opfordring af VRG og GVF blev Vejlby-Risskov Fællesråd i foråret 2023 ændret til Vejlby Fællesråd – og på en stiftende generalforsamling den 29. august 2023 etableredes Risskov Fællesråd. VRG deltog sammen med GVF og enkelte privatpersoner i det forberedende arbejde. VRG er medlem i begge fællesråd og har et fortsat godt samarbejde med begge.Afslutningsvis kan det oplyses, at VRG er i løbende dialog med både byrådspolitikere, kommunens embedsmænd og lokale grundejer- og vejforeninger med henblik på at varetage medlemmernes interesser – ligesom vi lejlighedsvis giver interviews til medierne.
Mange tak for jeres deltagelse i generalforsamlingen
3: Fremlæggelse af regnskab til godkendelse ved Ole Høgholm.
Grundet Ole Høgholms sygdom blev regnskabet fremlagt af Henrik Petersen.
Regnskabet blev gennemgået og enkelte punkter blev gennemgået. Regnskabet, der var underskrevet af kasserer og revisor, blev godkendt uden kommentarer
4: Indkomne forslag.
Der var ikke fremsendt forslag til behandling på generalforsamlingen.
5: Valg til bestyrelse.
Grundejerforeningens består af:
Formand Henrik Petersen, Næstformand og kasserer Ole Høgholm, Tage Hjelm og Lasse Ziska. Hele bestyrelsen er på valg.
Efter kraftige opfordringer til generalforsamlingen om at flere ville deltage i bestyrelsesarbejdet, lykkedes det ikke at mønstre flere kandidater. Generalforsamlingen genvalgte hele den nuværende bestyrelse.
6: Valg af suppleanter til bestyrelsen.
Der blev ikke indvalgt suppleanter.
7: Valg af revisor.
Grundejerforeningens revisor Jørgen Bødstrup Christensen var på valg og blev genvalgt.
8: Valg af revisorsuppleant.
Grundejerforeningens revisorsuppleant Jeanette Ziska var på valg og blev genvalgt.
9: Fremlæggelse af budget for 2024 ved Ole Høgholm.
Grundet sygdom blev budgettet for 2024 fremlagt af Henrik Petersen.
Budgettet blev gennemgået og taget til efterretning.
10: Eventuelt.
Der blev udtalt ønsker om oplysninger omkring offentlige vejes omklassificering til private fællesveje.
Henrik Petersen fremlagde følgende, Kort om omklassificering af offentlige veje til private fællesveje Lovgrundlaget er, at kommunen kan omklassificere en offentlig vej til privat fællesvej, hvis over 50% af trafikken på en vej er fra beboerne selv. Der er fortsat fuld offentlig adgang til vejen, herunder også parkering på vejen.Der er ca. 6000 private fællesveje i Aarhus – og ca. 900 offentlige veje er udset til omklassificering til private fællesveje i årene fremover.
I vores “pastorat” er der umiddelbart 6 veje, der skal omklassificeres: Byløkken, Elmsager, Enemærket, Espedalen, Kanehaven og Tokkerbakken.
Underskriftsindsamling er gennemført, der kræver byrådets vurdering/tilsagn om at gå videre med omklassificeringsplanerne.
Kommunens forpligtelser er hovedsageligt at sikre vejens beskaffenhed og adgangsforhold m.v. Kommunen fører tilsyn og kan give påbud. Kommunen er ansvarlig for hovedkloakeringer og gadebelysning – og fjernvarme, vandværker, telefon-, TV- og wifi-udbydere m.v. er ansvarlige for deres udstyr i vejen, som vi forstår det. Grundejernes forpligtelser er at vedligeholde vejen, herunder bl.a.
– vej og cykelsti
– fortove, overkørsler og kantsten
– vejbrønde/regnvandsriste og stikledninger til regnvand
– stikledninger til spildevand
– træer og beplantning
– fartdæmpende foranstaltninger
– færdselsskilte og vejafmærkning og dertilgbh
– snerydning
Før omklassificering og overdragelse gennemgås vejens beskaffenhed m.v. Århus byråd har besluttet, at en vej skal have mindst 50% restlevetid ved overdragelse -selv om loven siger 25%Slidlag på vej holder normalt 25-30 år – og måske mere. Processen med omklassificering tager erfaringsmæssigt op til 4 år.Ekstra omkostninger til vedligehold er – erfaringsmæssigt – i størrelsesordenen DKK 2000 pr. husstand pr. år, men det kan naturligvis variere fra vej til vej. Det gives ikke nedslag i Grundskyld e.a. for omkostningen. Kommunen anbefaler, at de udvalgte veje etablerer et vejlav e.l., der kan varetage opgaven. VRG vil gerne, hvis der er interesse, arrangere et møde med kommunen omomklassificering – og om muligt også med repræsentanter fra omklassificerede veje, der allerede har været igennem processen.
Generalforsamlingen blev afsluttet med en forfriskning og samtaler blandt de fremmødte.
Ref: Tage Hjelm
Den 1. marts 2024
Forslag til Planstrategi 2023, der udgør rammerne for udarbejdelse af Kommuneplan 2025, blev godkendt på byrådsmødet den 21. februar 2024.
Som tidligere oplyst gjorde grundejerforeningen i høringsfasen indsigelse imod yderligere fokuseret byvækst ved området omkring servicestationen Circle K og Kirkens Korshær på toppen af Vestre Strandalle – og vi har endvidere tilskrevet byrådsmedlemmerne direkte derom.
Kommunen har oplyst, at der ikke er forestående planer om ændringer af det omtalte område – og af forvaltningens oplæg til tilbagemelding på høringssvarene fremgår det, at de fremførte synspunkter vil indgå i det videre arbejde med udarbejdelsen af Kommuneplan 2025.
Den 7.januar 2024
Høringssvar fra Vejlby-Risskov Grundejerforening til Aarhus Kommunes Forslag til Planstrategi 2023.
Baggrund:
LP 1125 og LP 1130, der samlet omhandler omkring 550 boliger, 9.000 m2 kontorarealer og en småbørnsinstitution i Risskov på toppen af Vestre Strandalle mod Grenåvej blev – til trods for massiv borgermodstand, herunder omkring 550 høringssvar og godt 300 protestunderskrifter imod byggeriet – vedtaget af daværende byråd i september 2021.
Det samlede byggeri vil komme til at fremstå mastodontagtigt og med en højde på op til 25 m vil det endvidere fremstå både højt og massivt i forhold til villaområdet, som det er placeret i – og formodentlig medføre store trafikale udfordringer, da det omkringliggende vejnet vil have svært ved at absorbere den øgede trafikmængde.
Alle kommunalt udstukne byggerammer blev da også sprængt i en sådan grad, at en række byrådspolitikere efterfølgende har udtrykt, at sådanne projekter ikke ville blive godkendt i dag.
Fokuseret byvækst i et område, hvor rammerne i forvejen er pressede:
Vi har med stor overraskelse og bekymring konstateret, at det af Forslag til Planstrategi 2023 side 29 med cirkelmarkering fremgår, at et område på toppen af Vestre Strandalle mod Grenåvej, er markeret med Fokuseret byvækst, der planlægges realiseret i planperioden frem til 2037!
Cirkelmarkeringen dækker LP 1130 – som jo allerede er vedtaget – men også et område på den modsatte side af Vestre Strandalle, der består af en servicestation, et mindre nyrenoveret erhvervsbyggeri og en række velfungerende villaer – og stort set uanset, hvor man ønsker at slå stregen i området, vil der være tale om at opføre Fokuseret byvækst midt i – eller grænsende op til – et nærområde, der er kendetegnet ved lavt villabyggeri. Vi forstår, at der ikke er konkrete planer for anvendelse af området.
Rådmand Steen Stavnsbo udtrykte i den korte tid, han var rådmand for Teknik og Miljø, at det ikke er hensigtsmæssig at nedrive velfungerende villaområder med henblik på at opføre etagebyggeri, og da nuværende Rådmand Nicolaj Bang ikke har talt imod, må det vel fortsat være Aarhus Kommunes holdning – og de retningslinjer man følger i forbindelse med byudvikling
Der er for os helt uforståeligt, at der nu tilsyneladende planlægges endnu flere boliger i et allerede fortættede og rent trafikalt udfordret område.
Anbefaling:
Vi vil derfor stærkt anbefale, at det cirkelmarkerede område i oversigten over Fokuseret Byvækst, ændres således, at det alene omhandler LP 1130 – og således sikrer, at både nuværende og evt. kommende beboere i nærområdet på den modsatte side af Vestre Strandalle i tryghed ved, hvad de kan forvente – og indrette sig derefter.
Afsluttende bemærkninger:
Det er interessant, at dokumentet kaldes et Forslag til Planstrategi, idet man kan konstatere, at der allerede er truffet så omfangsrige beslutninger om tiltag på byggeområdet, at der ikke umiddelbart er behov for at vedtage nyt boligbyggeri af nogen art frem til 2050, da der indenfor de seneste 5 år er blevet vedtaget så omfattende byggeplaner, at det dækker behovet de næste tre årtier.
Især under den tidligere byrådsperiode blev der vedtaget byggeprojekter i et omfang, som man formodentlig ikke har set tidligere.
Vel at mærke også fortættede og høje byggerier i villakvarterer.
Det nævnes da også i nærværende Forslag til Planstrategi 2023, at man fremadrettet vil revidere højhuspolitikken.
Jeg mener derfor, at de siddende byrådspolitikere bør udvise rettidig omhu og genåbne de lokalplaner, der har vakt størst harme og modstand hos borgerne i nærmiljøet, herunder bl.a. LP 1130, hvor der i sin tid blev indsendt over 300 høringssvar og over 300 protestunderskrifter imod byggeriet, der med op til 25 m i højden og knap 200 m hen ad Grenåvej vil fremstå mastodontagtigt – og i skrigende kontrast til bebyggelsen i nærområdet.
Meget tyder i øvrigt på, at der måske slet ikke vil være interesse for et sådant byggeri overhovedet. Det er da også åbenlyst, at bygherren er blevet bekymret – da den videre udvikling af projektet endnu ikke er indledt.
Så siddende byrådspolitikere: Foren jer, forny jer – tag LP 1130 op til genovervejelse.
Bed bygherren om at tænke nyt – og indled en konstruktiv dialog om et byggeri, der falder mere naturligt ind i nærmiljøet og samtidig dækker de fremtidige boligbehov.
Med venlig hilsen
Henrik Petersen, formand
Vejlby-Risskov Grundejerforening
Den 7. januar 2024
Vedr. Lokalplan X142 – tidligere Skitseprojekt 142 mod Asylvej
I fortsættelse af seneste opdatering af 8. marts 2022 – se nedenfor – er der sket følgende udvikling:
Projektudviklerne – Singh Kailya, Tegnestuen Volden og Karsten Sinning, NCC ART – indsendte den 12. august 2022 et revideret oplæg med højdejustering af byggeriet til 3 etager + udnyttet tagetage mod Grenåvej og 2 etager + udnyttet tagetage mod Agerbæksvej – og en bebyggelsesgrad på 110.
Den oprindelige karrebebyggelse var også ændret til mere åbent byggeri med skråt tag – og to af de eksisterende huse var bibeholdt.
Daværende Rådmand for Teknik og Miljø Steen Stavnsbo var imidlertid imod nedrivning af villaområder med henblik på at opføre etagebyggeri, hvilket hans efterfølger Nicolaj Bang efter moden overvejelse bakkede op om – idet også den potentielle trafikale udfordring på Agerbæksvej var uafklaret, da effekten af de to store byggerier under Lokalplan 1125 ved Risskov Skole og 1130 ved White Away fortsat er ukendt.
I oktober i år blev investorgruppen derfor oplyst, at man i forbindelse med et eventuelt byggeprojekt måtte respektere den eksisterende lokalplan – herunder maksimal byggehøjde på 8,5 m og en bebyggelsesgrad på 30% ved enfamiliehuse og 40% ved rækkehusbebyggelse. Kommunen gav projektudviklerne indtil ultimo november til at komme med et nyt oplæg, såfremt man ønskede at gå videre med udviklingsplanerne.
Da kommunen ikke ved udløb af tidsfristen havde hørt fra projektudviklerne meddelte man dem, at projektet var lukket – og at en ny plananmodning skulle fremsendes, såfremt man på et senere tidspunkt ønskede at arbejde videre med udviklingsmulighederne for området.
Lokalplan X142 er således skrinlagt.
Den 29.8.2023
Stiftende Generalforsamling Risskov Fællesråd den 29. august 2023
Der deltog omkring 40 beboere fra Risskov i den stiftende generalforsamling, der afholdtes i Bellevuehallen.
1 – Velkomst, herunder valg af dirigent og referent:
Øjvind Serup bød velkommen og præsenterede kort initiativgruppen bag stiftelsen af Risskov Fællesråd
Bent Hjorth, bestyrelsesformand for Grundejerforeningen Vejlby Fed
Henrik Petersen, bestyrelsesformand for Vejlby-Risskov Grundejerforening
Øjvind Serup, tidligere konstitueret formand for Vejlby Risskov Fællesråd og Vagn Olsen, tidligere medlem af Vejlby Risskov Fællesråd,
og foreslog Vagn Olsen som dirigent, hvilket blev tiltrådt ved applaus.
Vagn Olsen takkede og konstaterede, at den stiftende generalforsamling var indkaldt rettidigt med 14 dages varsel via e-mail direkte til organisationer og foreninger m.v. i nærområdet og til borgerne i Risskov via sociale medier – og gjorde opmærksom på, at alene beboere i dækningsområdet kunne stemme på den stiftende generalforsamling
Henrik Petersen blev foreslået som referent, hvilket blev tiltrådt ved applaus. Vagn Olsen gennemgik derefter dagsordenen, hvilket ikke gav anledning til bemærkninger.
2 – Valg af stemmetællere:
Som stemmetællere valgtes: Bente Blankenberg og
Helle Guldmann
3 – Initiativgruppens beretning:
Baggrund for et selvstændigt Risskov Fællesråd:
Bent Hjorth orienterede kort om baggrunden for en opdeling af Vejlby Risskov Fællesråd, herunder bl.a.:
- at dækningsområdet pga. byudvikling var vokset eksponentielt – og således nu rummede over 32.000 borgere
- at der var forskelligartede udfordringer i Vejlby og Risskov
- at kommunen havde opprioriteret samarbejdet med de lokale fællesråd, hvorforder ved etablering af to fællesråd var mulighed for at stærkere fokus og højere grad af synlighed i nærområdet.
Det gav således mening at opdele Vejlby Risskov Fællesråd i to – et for Vejlby og et for Risskov, for derved bedre at kunne varetage beboernes tarv i forhold til kommunen, herunder ikke mindst at sikre en bedre dialog og en højere grad af borgerinddragelse end det tidligere havde været tilfældet.
Det blev uddybet at fællesrådene som forankringspunkt i lokalområdet reelt fungerer som kommunens direkte dialog-partner, hvorigennem nye kommunale planer og tiltag kunne formidles og drøftes med borgerne i nærområdet.
Eksempler på fællesråds-initiativer nævntes et borgermøde på Risskov Gymnasium med fokus på højt og fortættet byggeri med inviterede byrådspolitikere og et borgermøde om udbygning af Risskov Skole med kommunens embedsmænd.
Gennemgang og godkendelse af vedtægter:
Henrik Petersen indledte med at pointere, at de udarbejdede vedtægter tog afsæt i en oplæg, som kommunen havde ladet udarbejde til inspiration for fællesrådene og at evt. ændringer kunne foreslås til den kommende bestyrelse – eksempelvis ved rettidig indsendelse derom forud for en kommende generalforsamling.
Vedtægterne blev gennemgået, hvilket – jævnfør nedenfor nævnte – gav anledning til en række bemærkninger og kommentarer, som følger:
Der ønskedes
- en mere præcis formulering af, på hvilken måde afvisning af en ansøger kunne foregå og om, hvilke faktorer der kunne danne baggrund for en eksklusion. Herunder om en eksklusion i sidste ende evt. skulle afgøres på en generalforsamling.
- en mere præcis formulering af, hvordan erhvervsvirksomheder kunne blive optaget som medlemmer
- en drøftelse af, om formanden burde vælges ved direkte valg og ikke ved, at bestyrelsen konstituerer sig selv.
- en drøftelse af om der konsekvent var behov for skriftlig afstemning ifm. valg til bestyrelsen m.v.initiativgruppen bekræftede at videregiver ovennævnte til den tiltrædende bestyrelse. Vedtægterne blev godkendt ved applaus.Foreningens økonomi og fastsættelse af kontingent:
Bent Hjorth oplyste som udgangspunkt, at Risskov Fællesråd ingen midler har i øjeblikket, men at der – på opfordring af kommunen – pågår en drøftelse med Vejlby Fællesråd om evt. at modtage midler derfra som følge af opsplitningen. Fællesråd kan endvidere søge kommune om op til DKK 20.000 årligt til drift og øvrige aktiviteter. Medlemmer af fællesrådet betaler endvidere et årligt kontingent.
Kontingent for 2024 blev vedtaget til DKK 100 pr. medlem – uanset om der er tale om organisationer, foreninger m.v. eller enkeltstående medlemmer.4 og 5 – Valg til Bestyrelsen og Valg af suppleanter7 borgere stillede op til bestyrelsen, og da der skulle vælges 5 + 2 suppleanter blev det – da ingen andre ønskede alene at stille op til suppleant-valg – besluttet, at de 5 med flest stemme blev valgt ind i bestyrelsen og de øvrige 2 som suppleanter.
Følgende blev valgt til bestyrelsen:
- Øjvind Serup
- Finn Støy
- Bo Christensen
- Søren Schjødt
- Tina Fabricius
og følgende blev valgt som suppleanter:
- Mikkel Michelsen
- Mette Østergaard6 – Valg af revisor og revisorsuppleant:Efter moden overvejelse stillede to personer op til henholdsvis hvervet som revisor og revisorsuppleant, som følger:
- Johannes Brinkø som revisor
- Claus Monfeldt som revisorsuppleant Begge blev valgt ved applaus7 – Evt.Under eventuelt udspandt der sig forskellige drøftelser, herunder bl.a.:
- om Risskov Fællesråd kunne drøfte hastighedsnedsættelse og støjdæmpendeforanstaltninger på Vestre Strandalle fra rundkørslen mod letbaneoverskæringen med kommunen, hvilket naturligvis ville være en mulighed
- at Hedevej-kvarteret havde rettet henvendelse til initiativgruppen og foreslået optagelse i Risskov Fællesråd – med hvem de havde er række fælles udfordringer – i stedet for som nu at være medlem i Vejlby Fællesråd, hvilket måtte afklares.
- Hvilke udvalg der typisk kunne nedsættes i Risskov Fællesråd, hvilket bl.a. kunne være omkring klimaforanstaltninger og mobilitet og trafik – eksempelvis med fokus på den kommende planlægning af BRT-bussernes rute i det nordlige Aarhus.Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med
Formand:
Næstformand:
Kasserer:
-Første møde afholdes 27. september 2023
Øjvind Serup Bo Christensen Søren Schjødt
Referent: Henrik Petersen, Vejlby-Risskov Grundejerforening
Den 14.8.2023
Under henvisning til tidligere information om stiftende generalforsamling i Risskov Fællesråd den 29.8.2023 henvises hermed til vedtægterne nedenfor.
VEDTÆGTER FOR RISSKOV FÆLLESRÅD
§1 NAVN OG HJEMSTED
Fællesrådets navn er RISSKOV FÆLLESRÅD, forkortet RF, og har hjemsted i Aarhus Kommune
Fællesrådets område afgrænses mod vest af Grenåvej fra Riis Skoven til Egåen, den sydlige side af Egåen til Vejlby Hage (Åkrogen) og mod øst af kysten.
§2 FORMÅL
Fællesrådet er en paraplyorganisation for de lokale grundejer-, beboer-og borgerforeninger, idræts- og fritidsforeninger, kirker og menighedsråd, erhvervsforeninger, institutioner, skoler og børneinstitutioner, borgere m.fl.
Sammenslutningen er en af hovedaktørerne i byrådets ønsker om borgerinddragelse og medborgerskab.
Fællesrådet er desuden et forum for drøftelse af lokale spørgsmål, og fællesrådet kan være katalysator for lokale aktiviteter, events m.v., og respekterer ethvert medlems ønske om egen forhandlingsret.
Fællesrådet informerer medlemmerne og beboerne i lokalområdet om initiativer og aktiviteter.
§3 MEDLEMSKAB
Som medlem kan optages foreninger, beboergrupper, institutioner, skoler, råd mv. i fællesrådets dækningsområde. Husstande og enkeltpersoner med bopæl i området kan optages som individuelle medlemmer.
Anmodning om medlemskab skal indsendes til bestyrelsen, der træffer beslutning om, hvorvidt anmodningen skal imødekommes.
Ethvert medlem skal ved indmeldelse angive medlemmets officielle adresse eller den kontaktperson, til hvem officielle henvendelser fra fællesrådet skal rettes. Ønsker et medlem senere ændringer heri, påhviler det medlemmet at underrette fællesrådet herom.
§4 GENERALFORSAMLING
Generalforsamlingen er fællesrådets øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af marts måned. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Hvert foreningsmedlem kan deltage på generalforsamlingen med to repræsentanter. Individuelle medlemmer kan deltage med én repræsentant.
Der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller mindst ¼ af medlemmerne indsender skriftlig og begrundet anmodning herom til bestyrelsen.
Der indkaldes til generalforsamling med 4 ugers varsel, ved udsendelse af dagsorden til hvert medlem jf. §3.
Forslag fra medlemmerne, der ønskes behandlet, skal indsendes til bestyrelsens formand senest 14 dage før en generalforsamling. Det påhviler bestyrelsen at videresende indkomne forslag til medlemmerne, således at disse forslag er medlemmerne i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Hver repræsentant har maksimalt én stemme. Ved valg har hver repræsentant et antal stemmer, svarende til det antal personer, der skal vælges.
Til vedtægtsændringer kræves 2/3 af de afgivne stemmer, idet repræsentanter, der undlader at stemme eller tilkendegiver, at de hverken ønsker at stemme for eller imod, indgår ikke i opgørelsen.
Andre forslag kan vedtages med simpelt flertal.
Ved stemmelighed er forslaget ikke vedtaget.
Afstemninger om generalforsamlingens beslutninger foretages skriftligt, når dette begæres af mindst en mødedeltager, eller når dirigenten træffer beslutning herom.
Valg til bestyrelsen finder altid sted ved skriftlig afstemning.
§5 DAGSORDEN
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Valg af referent
- Bestyrelsens/formandens beretning
- Forelæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab
- Orientering om og godkendelse af budget for det kommende år, samt godkendelse af kontingent
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af medlemmer til bestyrelsen og suppleanter
- Valg af revisor og revisorsuppleant
- Eventuelt
§6 VALG TIL BESTYRELSEN, SAMT VALG AF REVISORER
På den ordinære generalforsamling er der valg til bestyrelsen, der består af 5 personer samt 2 suppleanter. Endvidere er der valg af revisor og revisorsuppleant.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at 3 medlemmer er på valg i ulige år, og 2 medlemmer er på valg i lige år. Suppleanter, der kan deltage i bestyrelsesmøderne, vælges for 1 år ad gangen.
Revisor vælges for 2 år ad gangen. Revisorsuppleant vælges for 1 år ad gangen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv.
Et bestyrelsesmedlem skal være repræsentant for et medlem jf. §3, og skal bo eller arbejde inden for fællesrådets grænser.
Såfremt et medlem af bestyrelsen ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem jf. §3, udtræder den pågældende af bestyrelsen.
§7 FÆLLESRÅDETS LEDELSE
Bestyrelsen forestår den daglige ledelse af fællesrådet på møder og varetager dets anliggender i overensstemmelse med vedtægterne.
Bestyrelsen udarbejder selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen har ret til at nedsætte de for arbejdet nødvendige udvalg. I hvert udvalg skal der altid være en repræsentant for bestyrelsen.
Bestyrelsen kan koordinere forskelligartede aktiviteter jf. §2.
Fællesrådet tegnes af rådets formand eller af 2 medlemmer af bestyrelsen i forening.
§8 REGNSKAB OG REVISION
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Regnskabet revideres af revisor.
Revisor kan ikke være medlem af bestyrelsen.
§9 KONTINGENT
Alle medlemmer betaler et fast årligt kontingent, som fastsættes på generalforsamlingen.
Kontingentet skal betales forud og senest den 31. januar i det kommende år.
§10 UDMELDELSE OG EKSKLUSION
Udmeldelse skal ske skriftligt inden udgangen af et kalenderår og træder i kraft med virkning fra næstfølgende kalenderårs begyndelse.
Udmeldelse fritager ikke for betaling af kontingent for indeværende år.
Såfremt et medlem undlader rettidigt at betale kontingent, kan bestyrelsen træffe beslutning om eksklusion af det pågældende medlem.
§11 MEDLEMSMØDE
Bestyrelsen kan arrangere medlemsmøder og offentlige møder.
§12 OPLØSNING
Til gyldig beslutning om fællesrådets opløsning kræves 2/3 flertal af de afgivne stemmer på 2 hinanden følgende generalforsamlinger, af hvilke det sidste afholdes mindst 2 uger og højst 6 uger efter det første.
Bestyrelsen træffer beslutning om anvendelse af fællesrådets formue.
§13 DATERING
Således vedtaget på fællesrådets stiftende generalforsamling den 29. august 2023.
Den 28.7.2023
Indkaldelse til stiftende generalforsamling i Risskov Fællesråd
Vil du tages med på råd, have indflydelse og involveres i centrale beslutninger i vores fantastiske bydel, så mød op til RISSKOV FÆLLESRÅDS stiftende generalforsamling
- Tirsdag den 29. august kl. 19:00 i Bellevuehallen (festlokalet på 1. sal)
Det nye Fællesråds område afgrænses mod vest af Grenåvej fra Riis Skoven til Egåen, den sydlige side af Egåen til Vejlby Hage (Åkrogen) og mod øst af kysten.
Dagsorden:
1 – valg af dirigent
2 – valg af stemmetællere
3 – initiativgruppens beretning, herunder
- baggrund for et selvstændigt Risskov Fællesråd
- gennemgang og godkendelse af vedtægter
- foreningens økonomi og fastsættelse af kontingent
4 – valg til bestyrelsen
5 – valg af suppleanter
6 – valg af revisor og revisorsuppleant
7 – eventuelt
(Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at 3 medlemmer, herunder formanden, er på valg i ulige år, og 2 medlemmer, herunder kassereren, er på valg i lige år. Suppleanter, der kan deltage i bestyrelsesmøderne, vælges for 1 år ad gangen.
Revisor vælges for 2 år ad gangen. Revisorsuppleant vælges for 1 år ad gangen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv.)
Referat fra møde ved. udbygning af Risskov skole
Den 28. Februar 2023 blev der afholdt møde om udbygning af Risskov Skole. Mødet var arrangeret af Vejlby-Risskov Fællesråd.
På mødet deltog omkring 50 borgere i mødet, der dækkede meget bredt – således alt fra prognoser, byggeri, trafikale forhold, midlertidig indhusning af elever i ombyggede lokaler på Hørgården m.v. – og om anvendelse af Skoleparken.
Udbygningen vil alene foregå på den nuværende skolegrund – og der vil blive iværksat en undersøgelse af de trafikale forhold på stedet med henblik på at sikre en fortsat sikker skolevej, inkl. også af- og pålæsningsområder.
Det er fortsat uklart på hvilken måde, man forventer at inddrage Skoleparken fremadrettet. Man taler således fortsat om evt. etablering af et overdækket areal og opførelse af et skur til undervisningsmaterialer med henblik på at kunne bruge parken til udeundervisning. Kommunen vil ikke via deres almindelige anlægs- og driftsbudget finansiere opførelse og drift af toilet, så sådant skal finansieres på anden vis, hvis det skal etableres. Kommunens projektansvarlige, der oplyste i randen af mødet, at hun ikke forestillede sig at Skoleparken ville blive benytte væsentlig anderledes end i dag!
Grundejerforeningen pointerede, at tidligere prognoser om elevtal – Vejlby Skole og skole på Aarhus Ø – jo mildes talt havde vist sig at være fejlagtige – og opfordrede til en “second opinion”, hvilket der imidlertid ikke syntes at være grobund for blandt kommunens embedsmænd.
Grundejerforeningen fik bekræftelse på, at lokale interessenter – herunder repræsentanter fra nærområdet til Skoleparken og Vejlby-Risskov Grundejerforening – ville blive inviteret til at deltage i det “udvalg”, der skal arbejde med fremtidig anvendelse af Skoleparken.
Det er nu hensigten, at der vil blive arrangere en række borgermøde med fokus på de forskellige emneområder, som byggeriet indeholder. Af disse vil grundejerforeningen hovedsageligt have fokus på trafikale forhold og fremtidig anvendelse af Skoleparken.
Henrik Petersen, bestyrelsesformand
Vejlby-Risskov Grundejerforening
Afgørelse fra Planklagenævnet
– Lokalplan 1125 og Lokalplan 1130
Som tidligere oplyst – se nedenfor – indsendte Vejlby-Risskov Grundejerforening og andre interessenter i nærområdet i efteråret 2021 en klage til Planklagenævnet over Århus Byråds vedtagelse af Lokalplan 1125 ved Risskov Efterskole og Lokalplan 1130 ved WhiteAway.
Planklagenævnet afviste den 30. september 2022 vores klage over Lokalplan 1125 og den 5. oktober 2022 afviste nævnet vores klage over Lokalplan 1130.
Til trods for, at vi ikke har fået medhold i klagerne, er det vores opfattelse, at det omfattende antal høringssvar imod de to lokalplaner og klagerne til Planklagenævnet har resulteret i øget opmærksomhed omkring planlægning og udvikling af højt og fortættet byggeri i Vejlby-Risskov og andre steder i kommunen.
Den markante beboermodstand, der blev uvist imod de to lokalplaner – og tilsvarende planer andre steder i kommunen – fik endvidere betydning for byrådsvalget i efteråret 2021 – og efterfølgende har flere af de indvalgte byrådsmedlemmer ytret modstand imod fortsat højt og fortættet byggeri i villakvarterer tillige med, at der er kommet øget fokus på behovet for udarbejdelse helhedsplaner i forbindelse med planlægning og udvikling af større boligområder.
Skitseprojekt X142 mod Asylvej
– opdatering den 8. marts 2022
Baggrund:
Følgende er baseret på oplysninger fra dels beboere i nærområdet, dels Aarhus Kommune8
Singh Kailya, Tegnestuen Volden, indsendte i sommeren 2020 et skitseprojekt til Aahus Kommune, der omhandlede udvikling af 13 parcelhusgrunde ved Agerbæksvej og Grenåven mod Asylvej til højhusbeboelse. Der var bl.a. tale om byggeri med 6 etager mod Grenåvej og 5 etager mod Agerbæksvej – begge steder med tagterrasser. 225 boligenheder og en samlet bebyggelsesgrad på 173%. Projekter blev afvist, da der ikke var indgået aftaler med områdets 13 parcelhusejere. Sing Kailya indgik i efteråret 2020 en betinget 2-års købsaftale med de 13 parcelhusejere og i 2021 accepterede Aarhus Kommune at påbegynde behandling af henvendelsen, hvilket skete i efteråret. Henvendelsen fik efterfølgende navnet PLX142, da der endnu ikke er tale om en lokalplan.
Projektets fremdrift:
Kommunens sagsbehandler orienterede i efteråret 2021 Vejlby-Risskov Fællesråd og vej- og grundejerforeninger i nærområdet om henvendelsen, og der blev holdt møder med interessenterne. Det blev oplyst, at der ikke ville blive nedsat en følgegruppe, men at involverede interessenter var velkomne til at indsende bemærkninger til eksisterende og fremtidige skitseoplæg – og at vi ville blive holdt orienteret om projektets udvikling.
Der blev indsendt bemærkninger til det foreslåede høje og fortættede byggeri, herunder, at vi som udgangspunkt mener, at lokalplanen for området skal respekteres, herunder maksimalt 8,5 m i byggehøjde og 30 % bebyggelsesgrad.
I perioden frem til februar i år udviklede projektet sig gennem møder mellem kommunen og Projektudviklergruppen og med input fra involverede interessenter – vedvarende i retning af lavere byggehøjder og lavere bebyggelsesgrader.
Det var dog især den nytiltrådte Teknik og Miljø-rådmands udmeldinger i slutningen af februar til pressen om, at man som udgangspunkt ikke burde acceptere at investorer opkøbte villakvarterer for at omdanne dem til etagebyggeri, der fik fik sat gang i udviklingen. Skitseprojekt X142 blev specifikt nævnt.’’Rådmanden har tilsyneladende lyttet til bekymrede borgere i nærområdet – og der blev efterfølgende udstukket nye retningslinjer for byggeriet som følger:
- Maksimalt 2 etager + udnyttet tagetage langs Agerbæksvej og Asylvej og maksimalt 3 etager + udnyttet tagetage langs Grenåvej
- Ingen karre- og kambyggeri, men derimod mere åbent byggeri, der bedre integreres i nærområdet
- Overvejelser om anvendelse af enkelte bevaringsværdige boliger i området.
- Bebyggelsesgrad på 100-110 %
- Udarbejdelse af en trafikanalyse for området
Ovennævnte afspejler ikke de fulde forventninger, vi som grundejerforening har til byggeriet, som vi håber ”lander endnu mere spiseligt”, men det er helt klart et markant skridt i den rigtige retning, og vi afventer nu sammen med kommunen at modtage nye projektoplæg fra Projektudviklergruppen, hvis de fortsat ønsker at gå videre med planerne.
Medlemskab af Vejlby-Risskov Grundejerforening:
Afslutningsvis kan jeg oplyse, at vi er i gang med at hverve nye medlemmer til grundejerforeningen, så hvis du ikke allerede er medlem af Vejlby-Risskov Grundejerforening, er du naturligvis velkommen til at melde dig ind.
Se vedhæftede pamflet.
Mange hilsner
Henrik Petersen, bestyrelsesformand
Vejlby-Risskov Grundejerforening
Lokalplan 1125 ved Risskov Efterskole og
Lokalplan 1130 mod Grenåvej
På byrådsmødet den 15. september 2021 godkendte Aarhus Byråd Lokalplan 1125 ved Risskov Efterskole og
Lokalplan 1130 mod Grenåvej Aarhus Byråd med ganske få ændringer i forhold til de oprindelige byggeplaner.
Resultatet af følgegruppemøder, borgermøder, omkring 500 indsigelser fra borgerne imod byggeriet under høringsfasen, over 300 indsendte protester mod højt byggeri i Høje Risskov og grundejerforeningens bestræbelser på at få byrådsmedlemmerne til at forstå udfordringerne ved det høje og fortættede byggeri har reelt udmøntet sig i:
- at det samlede byggeri under Lokalplan 1130 er reduceret med 2.000 m2, svarende til 6%, hovedsageligt som reduktion med en etage af boligbyggeriet langs Grenåvej til 5 etager og reduktion med en etage på boligbyggeriet i det fjerne hjørne mod Asylvej til 3 etager tillige med lidt omfordeling af m2 fra boligbyggeriet til kontor- og erhvervsbyggeriet.
- at byggeriet under lokalplan 1125 er reduceret til 2½ etage mod Verstre Strandalle, hvilket skete tidligt i processen.
Selv om vi havde håbet på større forståelse hos byrådspolitikerne, er det vores klare overbevisning, at reduktioner og tilpasninger ikke var sket uden vores samlede ihærdige indsats. Så mange tak for assistance og opbakning.
Klage til Planklagenævnet:
Vejlby-Risskov Grundejerforening har sammen med interessenter i lokalområdet indsendt en klage til Planklagenævnet over Aarhus Kommunes vedtagelse af Lokalplan 1125 og Kommuneplantillæg 69 samt Lokalplan 1130 og Kommuneplantillæg 74, da vi mener, at planer og tillæg er behæftet med grove fejl og mangler.
Hermed følger en kort beskrivelse af klagepunkterne, hvor vi mener:
- at der burde være udarbejdet en Helhedsplan for den samlede effekt af de to lokalplaner.
- at det er ualmindelig dårlig forvaltningsskik, at kommuneplantillæggene indgår som et bilag i lokalplanerne, og at de således ikke behandles i særskilte høringer, hvilket har medført manglende gennemsigtighed i høringsprocessen.
- at de gennemførte for-høringer om ændring af Plangrundlag for områderne, der omfatter Lokalplan 1125 og Lokalplan 1130, for henholdsvis 2½ år og 1½ år siden ligger milevidt fra de kommuneplantillæg, der nu indgår som bilag i de to lokalplaner.
- For-høring Lokalplan 1125 indeholdt bl.a.: 2-5 etager mod Agerbæksvej og 2-3 etager mod efterskolen, hvilket nu fremstår som 3-5 etager/op til 17 m et stort stykke langs Agerbæksvej og fulde 3 etager mod efterskolen.
- For-høring Lokalplan 1130 indeholdt bl.a.: Ny bebyggelse kan opføres i højst 6 etager på hjørnet af Grenåvej/Vestre Strandalle, hvorefter bebyggelsen skal nedtrappes i varierende bygningshøjder og antal etager langs med Vestre Strandalle og Agerbæksvej, hvilket nu fremstår som 6 etager i krydset og ellers 5 etager knap 200 m langs Grenåvej og 4 etager et stort stykke langs Agerbæksvej.
- at det samlede mastodontagtige byggeri og den således markante visuelle fremtoning er utilstrækkeligt behandlet i lokalplanerne i forhold til beliggenheden i kystnærhedszone , herunder manglende retfærdiggørelse af, hvorfor sådant tillades i et kystnært boligområde præget af skov og traditionel villabebyggelse i op til 8½ m højde.
- at de anvendte bebyggelsesprocenter, herunder totale antal bebyggede kvadratmeter, er beregnet i forhold til de involverede rammeområder under et, altså inkl. veje og parkeringspladser m.v., hvilket er gør det vanskeligt for borgerne at forholde sig til.
- at bebyggelseshøjderne i lokalplanerne er i strid med Kommuneplan 2017 Aarhus Kommune og den udarbejdede højhuspolitik, der klart definerer krydset Grenåvej/Vestre Strandalle og områder nord og vest for Grenåvej som potentielle højhusområder – ikke området øst for Grenåvej, som både Lokalplan 1125 og Lokalplan 1130 er.
- at Kommuneplantillæg 74 omtaler et nyt rammeområde, der imidlertid allerede er vedtaget i Kommuneplantillæg.
- at man ikke forholder sig faktuelt til støjgener fra Grenåvej, der må formodes at være vedvarende og måske stigende i årene fremover, ved eksempelvis at inkludere støjværn foran bebyggelsen der opføres langs Grenåvej.
- at de udarbejdede skyggediagrammer er misvisende, da de fremstår afskåret og således ikke viser den fulde skyggepåvirkning.
- at der ikke er en transparent belysning af vandafledningskonsekvenserne for Lokalplan 1130.
- at der før Aarhus Byråds godkendelse af Lokalplan 1125 blev indgået en betinget handel mellem bygherre og Aarhus Kommune vedrørende jordstykket, hvor der skal opføres en småbørnsinstitution, hvorunder jordstykker kan erhverves for ca. 1/6 af markedsprisen under betingelse af: Endelig upåklagelig vedtagelse af Lokalplanudkastet uden væsentlige ændringer. Altså en nettogevinst på over DKK 10 mio..
___ ___ ___
Lokalplan 1125
Kære beboer i Risskov!
Indledningsvis vil jeg gerne takke for den utrolige store opbakning, der har været med indsendelse af i alt 335 kritiske høringssvar vedrørende det høje og fortættede byggeri der er indeholdt i Lokalplan 1130 Agerbæksvej-Grenåvej, som nu behandles af kommunens embedsmænd, hvorefter byrådspolitikerne igen inddrages.
Jeg skriver imidlertid også, da Lokalplan 1125 Tretommervej-Agerbæksvej (området ved Risskov Efterskole) nu er sendt i offentlig høring, men høringsfrist den 21. maj, hvor det er lige så vigtigt, at der indsendes høringssvar med relevante kommentarer direkte til kommunen her:
https://deltag.aarhus.dk/hoering
Vælg: Forslag til lokalplan nr. 1125 – område…
Der er også mulighed for at deltage i et virtuelt borgermøde om Lokalplan 1125 den 29. april kl. 17:00-18:30, med tilmelding senest den 28. april her:
Jeg har netop indsendt høringssvar på vegne af Vejlby-Risskov Grundejerforening med vores bekymringer og især anbefalinger, der i sin korthed kan sammenfattes til:
- at byggeriets højde og fortætning reduceres betragteligt
- at der udarbejdes målfaste tegninger
- at der udarbejdes retvisende skyggediagrammer
- at antallet af p-pladser øges
- at der udarbejdes en opdateret trafikplan
- at der udarbejdes en Helhedsplan for det samlede byggeri mellem Tretommervej-Grenåvej og Vestre Strandallé-Asylvej – altså Lokalplan 1125, Lokalplan 1130 og lokalplan på skitseniveau mod Asylvej.
- at der udarbejdes 3D simulationer for de tre lokalplaner – og at disse samkøres
- at der udarbejdes nye projektoplæg med respekt for Kommuneplan 2017
- at den netop tiltrådte Stadsarkitekt involveres i planlægningen.
Høringssvaret er vedhæftet til eventuel inspiration, og vedhæftet er også en elektronisk version af en A5 pamflet om Lokalplan 1125 og det øvrige omfattende både høje og fortættede byggeri der er planlagt i Høje Risskov, som vi har runddelt til 1000 husstande i nærområdet.
Hvis du har spørgsmål, er du naturligvis velkommen til at kontakte mig.
Med venlig hilsen
Henrik Petersen
Bestyrelsesformand
Vejlby-Risskov Grundejerforening
Tlf. 5055 9192
Høringssvar fra Vejlby-Risskov Grundejerforening den 23. april 2021 vedrørende Lokalplan 1125 Tretommervej-Agerbæksvej
Grundejerforenings anbefalinger til Lokalplan 1125 er kort og godt:
- at byggeriets højde og fortætning reduceres betragteligt
- at der udarbejdes målfaste tegninger
- at der udarbejdes retvisende skyggediagrammer
- at antallet af p-pladser øges
- at der udarbejdes en opdateret trafikplan
- at der udarbejdes en Helhedsplan for det samlede byggeri mellem Tretommervej-Grenåvej og Vestre Strandallé-Asylvej – altså Lokalplan 1125, Lokalplan 1130 og lokalplan på skitseniveau mod Asylvej.
- at der udarbejdes 3D simulationer for de tre lokalplaner – og at disse samkøres
- at der udarbejdes nye projektoplæg med respekt for Kommuneplan 2017
- at den netop tiltrådte Stadsarkitekt involveres i planlægningen.
Baggrund og yderligere uddybning:
Vejlby-Risskov Grundejerforening har været engageret i borgermøder og følgegruppemøder i forbindelse med tilblivelsen af Lokalplan 1125 Tretommervej-Agerbæksvej, men vi kan ikke se, at vores indsigelser på vegne af vores omkring 100 medlemmer afspejles tilstrækkeligt i den lokalplan for området, der nu er i høring.
Der er tale om 5 delområder med bebyggelse, herunder en småbørnsinstitution, en multihal, der tilhører Risskov Efterskole, et område, hvor der kan opføres 1-2 parcelhuse, og 2 delområder med konkret boligbyggeri, dels langs Vestre Strandallé, dels i
2 tætte rækker langs Agerbæksvej.
Det er især de 2 delområder med konkret boligbyggeri langs Vestre Strandalle og Agerbæksvej, der bekymrer os – og så meget desto mere, da der i Lokalplan 1125 alene angives maksimale bebyggelsesgrader og højder og antal m2, der må bebygges, for de 2 delområder, men ikke konkret, hvor mange boliger, der planlægges bygget og ej heller, hvor mange p-pladser, der forventes etableret.
Grundejerforeningen har dog fra Århus Kommune fået oplyst, at Lokalplan 1125 rummer ca. 216 boliger, og at antallet af p-pladser vil være i henhold kommunens regler.
Lokalplan 1125 byder for de to delområder langs Vestre Strandallé og Agerbæksvej bl.a. på:
- meget højt og fortættet byggeri med en bebyggelsesgrad på op til 117%, tæt på fortov og skel,
- utilstrækkelig nedtrapning mod nabobebyggelse,
- urimelige skygge- og indbliksgener for eksisterende og kommende naboer,
- utilstrækkeligt antal parkeringspladser, da kommunens regler ikke er tidssvarende og
- trafikale udfordringer.
Mere konkret er der tale om:
- at der langs Vestre Strandallé planlægges op til 3 etager med saddeltag, svarende til knap 12 m i højden, tæt på fortov og med indbyggede altaner, hvilket medfører store indbliksgener for beboerne på den anden side af vejen, jævnfør 3D simulationen.
- at byggeriet langs Vestre Strandallé er op til 14 m i “dybden” mod Risskov Efterskole – og alene af den grund fremstår urimeligt fortættet og skæmmende for udsynet til den smukke bevaringsværdige bygning, der gennem årene har være kendetegnet for Høje Risskov, jævnfør 3D simulationen.
- at der langs Agerbæksvej planlægges op til 5 etager, svarende til knap 17 m, og da der endvidere på den modsatte side af Agerbæksvej planlægges op til 4 etager, svarende til 18 m – i henhold til Lokalplan 1130 – vil der på grund af den relativt smalle vej være store indbliksgener imellem de to byggerier, hvortil kommer, at der vil opstå en høj tunnel langs Agerbæksvej, som endvidere vil ligge i skygge i store dele af dagen, jævnfør 3D simulationen.
- at det høje byggeri langs Agerbæksvej giver urimelige indbliksgener mod villakvarteret især mod sydvest, og sikkert også skyggegener, hvilket yderligere forstærkes af terrænfaldet i området, jævnfør 3D simulationen.
- at det til ca. 216 boliger, en småbørnsinstitution og en multihal, der måske på sigt kan anvendes af andre en Risskov Efterskole, er uvist hvor mange p-pladser, der reelt etableres. I den henseende vi gerne pointere, at kommunens regler om p-pladser ikke er tidssvarende for så vidt angår de mindre boliger: Boliger mindre end 60 m2: 2 boliger deler 1 parkeringsplads
Boliger mindre end 40 m2: 6 boliger deler 1 parkeringsplads - at der ikke planlægges udbygning af vejnettet, men alene justering af vejkryds mod Vestre Strandallé og Asylvej.
Dertil kommer, at vi er bekymrede for om småbørnsinstitutioner, skoler og fritidsordninger og sportsfaciliteter i det hele taget vil kunne klare den markant øgede belastning, der naturligt følger med, når så mange nye beboere tilflytter et område. Også i lyset af de mange øvrige både høje og fortættede byggerier, der er under udvikling også andre steder i Risskov.
Vi er ikke imod modernisering og nybyggeri, men det skal ske under hensyntagen til og i respekt for områdets karakter. Et byggeri som skitseret i Lokalplan 1125 skiller sig alene ved sin visuelle fremtoning markant ud fra et traditionelt villakvarter med en byggehøjde på 8,5 m.
Vedrørende Lokalplan 1125 anbefaler Vejlby-Risskov Grundejerforening således:
- at byggeriets højde reduceres til 2 etager langs Vestre Strandallé og til 3 etager på det højeste sted langs Agerbæksvej med behørig nedtrapning mod naboer, og at byggeriets “dybde” mod Risskov Efterskole reduceres for de to længste bygninger til samme længde som den næstnederste bygning mod Tretommervej. Området vil derved fremtræder mere harmonisk og integrerende i forhold til lokalområdet og “give plads” til Risskov Efterskoles smukke hovedbygning. Skygge- og indbliksgener vil også derved blive reduceret betragteligt.
- at der udarbejdes målfaste tegninger af det planlagte byggeri i sin helhed.
- at der udarbejdes mere omfattende og retvisende skyggediagrammer, da de skyggediagrammerne, der er vist i Lokalplan 1125 ikke er tilstrækkeligt fyldestgørende.
- at antallet af p-pladser justeres, så det afspejler, at mange unge studerende også har bil, og at der er plads til gæsteparkering. Alle parkeringspladser bør endvidere være i kælderetage, med henblik på at frigive arealer på gadeniveau til grønne rekreative arealer.
- at der gennemføres en trafikmåling og -analyse, der gennem opdaterede beregninger kan give et mere retvisende indtryk af effekten af byggeriet end den godt 10 år gamle trafikmåling, som Aarhus Kommune tidligere har anvendt under borgermøder – og at der baseret derpå udarbejdes en konkret tilpasset trafikplan, der også tager hensyn til Lokalplan 1130 Agerbæksvej-Grenåvej og lokalplan under udvikling mod Asylvej.
Helhedsplan for området Tretommervej/Grenåvej og Vestre Strandallé/Asylvej:
Der er tre lokalplaner under behandling eller på skitseniveau i området:
- Lokalplan 1130 Agerbæksvej-Grenåvej med 333 boliger og ca. 9.000 m2 kontor- og erhvervsareal.
- Lokalplan 1125 Tretommervej-Agerbæksvej med ca. 216 boliger, en småbørnsinstitution og en multihal.
- Lokalplan på skitseniveau for området Agerbæksvej-Grenåvej mod Asylvej med 225 boliger.
Det vil således være rettidig omhu, at Aarhus Kommune udarbejder en Helhedsplan for det berørte område, der trods alt udgør omkring 65.900 m2 og rummer knap 800 boligenheder, ca. 9.000 m2 kontor- og erhvervsareal, en småbørnsinstitution og en multihal, der tilhører Risskov Efterskole, men måske på sigt også kan benyttes af andre.
Derved vil den samlede effekt for området i forhold til højde og fortætning, skygge- og indbliksgener, trafikale forhold, parkering, belastning på småbørnsinstitutioner, skoler og fritidsordninger og sportsfaciliteter, tillige med at eventuelle miljømæssige og visuelle påvirkninger, kunne vurderes i sin helhed.
Udarbejdelse af 3D simulation:
Vi noterede os og takker for, at det under behandling af Lokalplan 1125 Tretommervej-Agerbæksvej på byrådsmødet den 24. marts 2021 blev besluttet at udarbejde en 3D simulation for Lokalplan 1125, som nu indgår i høringen – og som det fremgår underbygger simulationen i al væsentlighed vores bekymringer og anbefalinger.
Vi opfordrer på det kraftigste til, at der også udarbejdes en 3D Simulation for Lokalplan 1130 Agerbæksvej-Grenåvej og en for lokalplan på
skitseniveau for området Agerbæksvej-Grenåvej mod Asylvej.
Det er endvidere vores anbefaling, at de tre 3D simulationer samkøres.
Involver Stadsarkitekten
Vi anbefaler, at den netop tiltrådte stadsarkitekt involveres i den videre planlægning af de tre lokalplaner med henblik på at “trække” på dennes erfaringer fra tilsvarende store byggerier med hensyn til højde, fortætning, trafikforhold, parkering, skygge- og indbliksgener.
Respekt for Kommuneplan 2017:
Vi forventer som udgangspunkt, at Aarhus Kommune respekterer Kommuneplan 2017, der blev vedtaget i december 2017, med de eksisterende restriktioner om byggehøjder og bebyggelsesgrader, der for de to delområder er op til 8,5 m og en bebyggelsesgrad op til 45%, og at der ikke ændres i sådant med anvendelse af det foreslåede Tillæg nr. 69 til Kommuneplan 2017.
Beboerne i Risskov planlægger deres familieliv, hvor boligen er et centralt element, ud fra gældende kommuneplaner, så at ændre på Kommuneplan 2017 med et pennestrøg skaber stor utryghed om familiens værdigrundlag – og er i det hele taget frustrerende. Tilliden til den demokratiske proces og i det hele taget Aarhus Kommunes ageren er under pres – og vi har allerede noteret os eksempler på, at borgere i nærområdet ønsker at flytte.
Nye projektoplæg fra investorer:
På den baggrund, vil det være rettidig omhu, og respekt for borgerne i Risskov, især i byggeriet nærområdet, at Aarhus Kommune beder de involverede investorer i Lokalplan 1125, Lokalplan 1130 og lokalplan på skitseniveau mod Asylvej om at udarbejde reviderede projektoplæg, der på behørig vis respekterer Kommuneplan 2017.
Henrik Petersen
Bestyrelsesformand
Vejlby-Risskov Grundejerforening
______________________________________________
Lokalplan 1130
Kære beboer i Risskov!
Som du formodentlig allerede er bekendt med har Aarhus Kommune sendt Lokalplan 1130 Agerbæksvej-Grenåvej i høring med høringsfrist den 25. marts 2021, som vi meget gerne vil bede dig om at reflektere på direkte til kommunen, så kommunen får et mere nuanceret indtryk af, hvad beboerne i Risskov mener.
Grundejerforeningen har været engageret i borgermøder og følgegruppemøder vedrørende planens tilblivelse, ligesom vi har haft foretræde for Teknisk Udvalg så sent som den 13. januar i år med indsigelser om byggeriets højde, fortætning, skygge- og indbliksgener, planlagte p-pladser, de trafikale udfordringer m.v., hvilket imidlertid ikke afspejler sig i lokalplanen.
Vedhæftet er en pamflet som vi har udarbejdet og uddelt i nærområdet, med yderligere informationer om Lokalplan 1130, tillige med et link, hvor du hurtigt og smidigt kan indsende et høringssvar – inden den 1. april, da høringsfristen er udsat. Du kan også tilgå linket her:
https://deltag.aarhus.dk/hoering Vælg forslag til lokalplan 1130 – område…
Det er vigtigt, at så mange som muligt engagerer sig i processen, så vi håber, du har mulighed for at indsende et høringssvar, så du derved er medbestemmende for, hvordan Risskov skal udvikle sig.
Med venlig hilsen
Henrik Petersen
Bestyrelsesformand
Vejlby-Risskov Grundejerforening
tlf. 5055 9192
Underskriftindsamlingen fortsætter
Vejlby-Risskov Grundejerforening har taget initiativ til en underskriftindsamling mod det påtænkte byggeri af høje bygninger i området Tretommervej, Agerbæksvej, Grenåvej.
Vi vil bede dig om med din underskrift at støtte op om protesten, hvilket du kan gøre via dette link på Skrivunder.net
Med venlig hilsen og tak for din hjælp
Bestyrelsen